Nu har jeg i et par dage pjattet løs om D&D Adventurers League, helt uden på nogen måde at komme med en ordentlig introduktion til, hvad Dungeons & Dragons egentlig er. En post ovre på Imgur.com fik mig dog på andre tanker, så lad mig her introducere dig til, hvorfor Dungeons & Dragons er så fedt, som jeg – og rigtigt mange andre – synes at det er.
Dungeons & Dragons er omtrent ligeså gammelt som jeg, altså fra engang midt i 70’erne, hvor David Arneson og Gary Gygax fandt på nogle finurlige regler de kunne følge, når de ville gennemføre store slag med deres tin-figurs hære. Men for at historien ikke skal blive for lang, så springer vi bare et par år frem, og præsenterer det første Dungeons & Dragons regelsæt.
En legende er født!
Regelsættet udkommer i flere forskellige versioner i de efterfølgende årtier, for mange i dag bedst husket som Det røde Sæt – den velkendte, knaldrøde æske med basis D&D reglerne i fra midt-80’erne.
Siden er regelsættet blevet udvidet, revideret, nedbarberet, ændret igen og igen, og i november 2014 udgav den nuværende ejer af D&D, Wizards of the Coast, 5. udgave. Inden vi kaster os over hvorfor spillet er så spændende, er det værd at nævne, at 5. udgave har solgt mere end nogle af de tidligere udgivelser. Det er altså et spil, der har fat i både tidligere og nye spillere!
Men hvorfor er det så fedt?
Spillet er fedt, fordi et grundlæggende princip er, at du ikke kan spille det alene. Det kræver simpelthen, at du er sammen med ligesindede, der synes at D&D er sjovt, for at i alle kan have det sjovt i fællesskab. Og fællesskabet er netop een af de ting, der gør spillet fedt. Her er ingen DLC’er og lootbox’e, der kan give dig et uligt forspring. Der er ingen headshots og 360 no-scopes. Istedet er der nogle funky terninger, der afgører om ting, der virker trivielle, lykkedes for din karakter.
Er det ikke nok, kan du lægge en spandfuld gedigen fantasy-underholdning oven i. Her er der fuld eskapisme for alle pengene. Her er ingen Trump, ingen Jung-Un, ingen rødhåret pige fra parallelklassen, der kaster snebolde efter dig eller græs der skal slås. Her er istedet en historie, som du sammen med dine venner, veninder og andre spillere kan fordybe dig i. Fantasy-historier, du kan grave dig ned i, fortsætte historien om prinsessen, du mente var ligesom dig, der konstant møder farer på sin færd efter Den gyldne Enhjørning. Du kan udforske den karakter, du har bygget – enten frit fra din fantasi eller baseret på en karakter fra din yndlingsbog – og finde nye styrker og svagheder frem i dig selv. Måske du er mere modig end du tror? Måske din logiske sans er lige hvad der skal til, for at gennemskue en vanskelig gåde? Og måske du bare synes at det er sjovt at bytte bumser, bøjle og fedtet hår ud med et to-håndssværd og klippe hoveder af kobold’er, en tryllestav der skyder med ildkugler eller en hippogrif – det fantastiske eventyr væsen, med bagkrop som en hest, forkrop som en løve og hoved som en ørn – der med sine enorme vinger kan tage dig helt op over skyerne og lade dig skue udover sagnlandet Faerun og se fra Sværdkysten i vest til Murghôm i øst! Det er een af de mest gyldne pointer ved at spille D&D: Muligheden for at lave noget andet end dét du plejer, uden risici og uden omkostninger!
“Uden omkostninger, siger du?”
Jep, med udgivelsen af 5. udgave, har Wizards gjort det første fix gratis – og i virkeligheden behøver du ikke andet! Naturligvis kan du købe både fulde regelbøger, Players Handbook, Dungeon Masters Guide og Monsters Manual, men vil du bare være med til at spille, kan du ene og alene nøjes med Basic Rules PDF’erne.
Basisreglerne gennemgår, hvordan du laver en karakter, fra ende til anden. Fra dine attributter som styrke, behændighed, udholdenhed, etc over din race (menneske, elver, dværg eller halvling), klasse (kriger, præst, tyv eller troldmand) til beslutning om din baggrund (fra kummerlig kirkerotte til stinkende rig) og dit udstyr. Alle disse tal og beslutninger noterer du på dit karakterblad. Disse er også tilgængelige fra Wizards of the Coast, helt gratis. Har du ikke mod på selv at kaste dig over reglerne og selv bygge din karakter, kan du anvende nogle af de forudskabte karakterer, ligeledes gratis fra Wizards. Er du ferm til engelsk, kan du også anvende DnDBeyond.com, som jeg henviste til i forrige blog post.
Nu er det grundlæggende på plads. Nu skal du bare have fat i nogle mange-sidede terninger!
Disse kan købes i sæt hos din lokale rollespils-pusher, alternativt – hvis du er tålmodig – kan du købe dem via Wish.com til en brøkdel af den normale pris. Bemærk, at der ingen garantier gives for, at de billige, kinesiske terninger kan slå en 20’er 😉
Med karakterblad og terninger i hånden, er du klar til spille! Der er flere muligheder, hvis du er helt alene med din nye hobby. Kig forbi din lokale ungdomsskole eller biblioteket. Eller kom ned forbi din lokale rollespilsbutik, de kan helt sikkert hjælpe. I de gode gamle dage, i 80’erne, hang vi sedler op i netop butikkerne, i dag kan du nok finde nogen at spille med på Facebook eller et væld af forskellige websites. Meget populært er sider som roll20.net, hvor man kan spille online – indrømmet, det kræver lige lidt tilvænning. Ligeledes findes der et par gode Discord servere med et væld af kanaler, her foregår spillet dog nok ikke så meget på dansk.
Held og lykke med rollespillet. Kom med os ind i fantasiens verden og lær nye sider at kende af dig selv og knyt venskaber for en aften – eller måske for livet.
Besøg den danske D&D Adventurers League-gruppe på Facebook i gruppen D&D Adventurers League Danmark. eller kig forbi hjemmesiden på www.dnd-al.dk.
Hold dig ikke tilbage for at sende mig feedback på blog@casperhelenius.dk
Comments